Dansk Parodontologisk Selskab har sine rødder i Jysk-Fynsk Parodontologisk Selskab, der blev oprettet i 1964 på initiativ af en kreds af jyske og fynske tandlæger. Disse ønskede et fagligt forum i det vest-danske område for udviklingen af parodontologien i såvel tandlægepraksis som indenfor forskning.

Gennem årene voksede Jysk-Fynsk Parodontologisk Selskab og selskabet har afholdt mange kurser for danske tandlæger i ind- og udland.

I 1991 opgav man kun at dække det jysk-fynske område, og man overgik til at være et nationalt selskab under navnet Dansk Parodontologisk Selskab / Danish Society of Periodontology. Siden da har både øst- og vestdanskere bakket op om selskabet.

På grund af sit ry som et aktivt og kvalitetsorienteret selskab med mange medlemmer blev Dansk Parodontologisk Selskab i 1994 optaget i European Federation of Periodontology (EFP), der er den europæiske sammenslutning af de faglige selskaber indenfor parodontologien. EFP organiserer en række tværnationale udviklingsprojekter og afholder faglige konferencer. EFP har endvidere skabt rammerne for en specialistuddannelse i parodontologi, hvorigennem specialistanerkendelse kan opnås.

Bliv medlem idag 

Dansk Parodontologisk Selskab afholder normalt to årlige møder med fagligt indhold. Forårsmødet er normalt en hel lørdag og efterårsmødet starter normalt fredag efter frokost og slutter med generalforsamlingen lørdag eftermiddag.

Møderne er ofte tematiserede, og tidligere møder har haft temaer som:

Tidlig diagnostik og risikovurdering af parodontitis – Hvad kan vi?
Bakteriæmier og bisphosphonater

Tandoverlevelse hos parodontitis-patienter – hvad tjener patienten bedst? 
Parodontitis hos børn og unge – diagnostik og behandling  
Når parodontal kirurgi bliver til kunst.

Dansk Parodontologisk Selskab anvender internationalt anerkendte forskere og klinikere som foredragsholdere. Formen er tit oversigtsforelæsninger, der undertiden suppleres med præsentation af kasuistikker. Fokus er på evidens, forhold der gavner patienterne, og viden, som på kort eller langt sigt kan være med til at gøre en forskel.

Foreningens medlemmer er tandlæger og tandplejere. De fleste behandler patienter i privat praksis. Nogle modtager endog udelukkende henvisninger for parodontal behandling. Alle personer, der har bestået dansk tandlæge- eller tandplejereksamen, samt personer med udenlandsk eksamen, der har dansk autorisation eller som arbejder i Danmark kan blive medlem.